Var det Simons fortvivlede råb om hjælp, var det Ingers iscenesættelse af sig selv som hovedpersonen i sit eget liv eller Johns frustration over, at Matthew ikke blev den englænder, han havde håbet på at fostre? Måske. Var det mangel på kærlighed? Helt sikkert. 

Det er Sommeren 1967. Matthew er sendt alene med flyet til London, hvor han skal besøge sin far, John. Han ville hellere være hjemme i Dragør, gå tur ved stranden og bade sammen med vennen Lars. Dér havde han kun stedfaderens lune at bekymre sig om.

Men han har intet valg. I London ser alt perfekt ud på overfladen, men underneden er der revner i familieidyllen. De to ældre stedbrødre bryder sig ikke om ham. De lever under faderens forventninger og hårde disciplinære hånd. Matthew er altid på vagt, forberedt. Oplevelserne skulle han senere i livet stadig kæmpe for at frigøre sig fra.

Caspar Sutton har skrevet romanen Drømmen om et liv for at belyse, hvordan det er at vokse op med narcissistiske forældre og i to forskellige kulturer. Hvad sker der når forældres egne behov sætter dagsordenen for børn? I romanen belyser Caspar Sutton hvilke konsekvenser det kan have for et barn at blive følelsesmæssigt forsømt, mangle stabilitet og tryghed i dets hverdag.

– Vigtigt er det også, at lysten til at skrive en roman har ligget i min underbevidsthed i mange år, Peter Høegs De måske egnede, følte jeg var skrevet til mig. Efter at have startet min skolegang på Ordblindeinstituttet i København kom jeg på Bordings Friskole, hvor jeg gik i skole med Peter. Han har givet en af hovedpersonerne i De måske egnede mit efternavn, meget passende, for jeg var netop en af de ’måske egnede’, siger Caspar Sutton.

– Som ordblind og vokset op i et akademiker hjem har jeg hele livet følt, at jeg skulle kæmpe for at bevise, at jeg er egnet. Blandt andet derfor har det været vigtigt for mig at skrive romanen Drømmen om et liv.

Men bogen står her som et gyldent bevis på, at Caspar Sutton er mere end måske egnet. Han træder frem som en forfatter med en vigtig historie at fortælle.