Trykværkets bøger

Beskrivelse

Tal-magi en genvej

til at forstå matematik

 

Tal-digte er vokset ud af kærlighed til natur, krop og kreativitet – og flittig brug af Halfdan Rasmussens ABC, da egne unger var små. For hvad skulle der til for, at børn og unge kunne finde magien i matematikken og den store verdens mange naturlige mysterier?

“Det, jeg har stræbt efter, er glæden ved at lære. De børn, jeg har haft med at gøre, er børn, der meget ofte har mistet motivationen for at lære eller bare har haft svært ved det, og der har jeg set det som min opgave at få dem tilbage på sporet, finde glæden ved og troen på at kunne lære, bl.a. gennem skæve vinkler på tingene,” siger Erik Jensby, som er manden bag digtene om tal.

Hans kone, Charlotte Mannstaedt, som er grafisk digitaldesigner, har illustreret bogen: ”Jeg har bestræbt mig på at skabe illustrationer, der kan være fulde af finurlige detaljer og skæve vinkler, og som kan give noget til alle, uanset alder. Og det finurlige og humoristiske vander nysgerrigheden, som er en af de vigtige drivkræfter bag al læring,” siger Charlotte.

Tal-digte handler om de tal, der betyder noget for os mennesker. Der er tal, som vi kender, men også tal, vi måske ikke så tit tænker over, og som vi derfor pludseligt får lejlighed til at reflektere over og tale sammen om. Tal om det mindste og det største, historiske tal, overtroiske tal og tal, der driller. Det er en bog, der er tænkt som perfekt til hyggelige stunder som putning eller bare en rolig eftermiddag inden aftensmad, hvor man kan slå den store bog op og gå på opdagelse i såvel ord som billeder, pege og forundres, grine og få noget til eftertanken.

Bogen er målrettet børn fra 3-12 år og deres voksne.

Tal-digte er hjemtaget af forfatterne.

Hyrdevænget 7 8310 Tranbjerg J +45 88 53 66 50 *Email*
.....