kr.599,00
Bogen ”Lyst – An Immersive Dining Experience” er et forsøg på at indfange den essens, som restauranten er rundet af: naturen med dens iboende foranderlighed og sanselighed.
Den er fortællingen om Restaurant Lyst i ord, skitser og billeder, der formidler samspillet mellem lokalfunderet gastronomi og design og arkitektur i verdensklasse. Restauranten er finansieret af Lego-arving Morten Kirk Johansen, som også har skrevet bogen – men skabt af kunstneren Olafur Eliasson og arkitekten Sebastian Behmann og indrettet i den spektakulære bygning Fjordenhus i Vejle Havn. Og så er bogen i høj grad også fortællingen om de ildsjæle – leverandører, sankere, bønder og fiskere – der hver dag kommer til Lyst med deres råvarer. Plukket, fanget og dyrket på marker, strande, skove, ved mælkekar og i vandet omkring Vejleegnen.
”Lyst – An Immersive Dining Experience” er meget mere end en bog om mad. Det er en kunstbog, der ligesom restauranten, vækker sanserne til live. Bogen fremhæver den skabelsesproces, som en lille håndfuld dedikerede udøvere inden for gastronomi, arkitektur, kunst og design kastede sig ud i med ønsket om at skabe en radikal anderledes restaurantoplevelse. En restaurant, der bringer naturen helt ind i samvær med gæsten.
Indholdet varierer fra mere abstrakte tekster om naturens rå egenskaber til beskrivelser af alt fra udformningen af bestik, Olafur Eliassons og Sebastian Behmanns arkitektur til restaurantens eksperimenterende lydside over essayistiske ord om stedets dufte, smage og visuelle overraskelser.
Lyst er dedikeret til sanserne og til nuet og udgivelsen, der spænder over 368 sider, forsøger at uddrage noget eviggyldigt. Om natur, gastronomi, design, arkitektur og mennesker – og ikke mindst, hvordan disse komponenter i et samspil med hinanden gør Lyst til en oplevelse ud over det sædvanlige.