Kronisk sygdom griber dybt ind i en hel families liv. Moren har epilepsi og hjernesvind, der medfører fysisk handicap, så hun ikke kan gå. Efter lange hospitalsophold på epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund kommer moren hjem, da forfatteren er ti år.

Bogen skildrer dagligdagen for en stille pige – med en mor, der har svært ved at forlige sig med sin tilværelse og indimellem er selvmordstruet. Den kærlige far holder sammen på familien, klarer det huslige og skifteholdsarbejde. Det svingende humør påvirker dagligdagen, især når mor og datter er alene hjemme. Den stille pige føler sig alene og tør ikke betro sig til nogen af frygt for at blive misforstået: ”De vil sige, det er min skyld, at mor ikke ønsker at leve. Er jeg virkelig så dårligt et menneske, at mor hellere vil dø?”

– Det er mit mål at sætte fokus på, at familier og omgivelser skal være opmærksomme på, hvordan børn af fysisk og psykisk syge har det – især børn, som går stille med dørene, forklarer forfatteren Lisbeth Hvingtoft.

Med tiden affinder moren sig med sit handicap og dør i en høj alder. Og familien kan se tilbage på, hvad der trods alt har været et godt liv.

Men hvad fejlede moren egentlig? Forfatteren går i gang med et større researcharbejde og finder overraskende viden om fortiet psykisk sygdom med logiske forklaringer på belastningen.

Bogen veksler mellem konkrete scener fra forfatterens barndom og morens liv. I særlige researchafsnit forklares i let forståeligt sprog, hvad man ved om epilepsi og depressioner i dag samt om datidens behandlingsmuligheder. Tidsbilledet er 1950’erne og 1960’erne – men belastningen for familier og børn er lige aktuel i dag.

En vedkommende fortælling med stor respekt for beskedne mennesker – de stille eksistenser – der trods vanskelige livsvilkår formår at gøre regnebrættet op og tænke tilbage på et godt liv.

Findes også som e-bog. Se menupunktet øverst: E-bøger