Trykværkets bøger

Vejen til god integration

DKK149,00

Hvorfor er der en migration, flugt fra den såkaldte 3. Verden til Danmark inklusiv hele den gamle industrialiserede verden? Hvad er årsagerne, og hvad kan der gøres for at modvirke denne migration af mennesker, der ikke er særlig velkomne i Danmark og resten af Europa? Det internationale samfund har et stort ansvar for at sikre, at mennesker ikke behøver at flygte fra deres hjemlande på grund af sult, naturkatastrofer, mangel på brugbare infrastrukturer eller de rige landes udbytning.

Et er at undgå for megen migration til Danmark, en anden udfordring er at sikre en succesfuld integration af de tilkomne mennesker og gøre dem til en aktiv bidragende del af det danske samfund.

Vejen til god integration beskriver de komponenter og værktøjer, der skal til for at gøre integrationen bedre. Hvad skal den enkelte indvandrer bidrage med, og hvad skal det danske samfundsbidrag være, og hvem skal gøre hvad for at sikre, at indvandrere og danskere bliver en del af en fælles dansk samfundsforståelse.

Forfatteren til bogen, Abdirahman Shafici Khalif, mener, at integrationen kun lykkes, hvis alle positivt deltager i den med respekt for hinandens værdier og dermed respekt for det danske samfund og det grundlag, samfundet hviler på.

Den danske integrationsindsats skal være målrettet de behov, de forskellige nydanske grupper har for beskæftigelse og selvforsørgelse og ikke det politiske behov for at dokumentere, at endelig sker der noget med integrationen, en øvelse, der er pågået i mange år.

– Jeg har skrevet denne bog ud fra min egen historie som flygtning fra Somalia med baggrund i mine egne oplevelser i et asylcenter og min indsats for at blive integreret på det danske arbejdsmarked. Bogen er tænkt som håndbog med fokus på den komplekse integration og anvisning til bæredygtige og anvendelige løsninger på en vellykket integration. Min erfaring bygger på min egen integration og mange års erfaring med andres mere og især mindre vellykkede integration. Hvad skal der være af betingelser for at få integration af mennesker fra mange forskellige dele af verden til at lykkes? forklarer Abdirahman Shafici Khalif.

Bogen omhandler alle de forskellige årsager og problematikker, der er forbundet med en god integration. Den beskriver årsager til menneskers flugt og migration fra Den 3. Verden til de gamle, rige industri- og koloninationer i stræben efter et bedre liv. De europæiske landes kolonisering af verden fra 15. til 19. århundrede er et godt eksempel på både migration til og udplyndring af landene i Den 3. Verden for naturressourcer, men invasionen medførte også udbrud af en lang række sygdomme, som de indfødte ikke var resistente over for sammen med fordrivelse af den indfødte befolkning fra deres jorder med hungersnød til følge. Hele denne problematik forholder bogen sig til med de nødvendige anvisninger på at undgå nye enorme flygtninge- og migrationsstrømme, som verdenssamfundet ikke har nogen mulighed for at håndtere.

Hyrdevænget 7 8310 Tranbjerg J +45 88 53 66 50 *Email*
.....